Smugkig på Internet Explorer 7

1-02-06 22:18 af Lars

Microsoft har, overraskende nok, valgt at sende beta 2 af Internet Explorer 7 ud som en offentlig beta.

Udgivelsen af Internet Explorer 7 er blevet fremskyndet, bl.a. på grund af succesen med Mozillas Firefox-browser.

Efter at have siddet lidt med Internet Explorer 7, har jeg dog svært ved at se, hvordan Microsofts ny browser skal have noget “impact”. Jeg tror ikke, at de folk, der forlod Internet Explorer til fordel for Firefox (eller Opera for den sags skyld!) vender tilbage.

IE7 tilbyder ikke meget nyt, som ikke allerede kan fås i Firefox (som jeg normalt bruger) eller Opera, og det er alt for tydeligt, at det er Firefox, der har tjent som inspiration. IE7-designet ligner meget Firefox’, og søgeboksen i øverste højre hjørne er blot prikken over i’et.

Ja, der er understøttelse af feeds, men det har Firefox også, og det får oven i købet et ansigtsløft, når Firefox 2 kommer senere i 2006.

Det eneste, hvor Microsoft-browseren kan skille sig ud, er ved beskyttelsen mod phishing. Jeg har dog ikke set phishing-filtret i aktion imens jeg har prøvet Internet Explorer.

Så kort fortalt; Hvis du har forladt Microsoft Internet Explorer til fordel for en anden browser, som du er glad for, er der umiddelbart endnu ingen grund til at skifte tilbage, som jeg ser det pt.

Men derfor er det godt at se, at der sker lidt med Internet Explorer alligevel :-)