Vista kommer 30. januar, her er priserne
tirsdag, 29. august 2006Microsoft kom til at afsløre, hvad Windows Vista kommer til at koste, i hvert fald i Canada. Også Amazon har nu Vista-priserne liggende sammen med udgivelsesdatoen.
ZD Net-bloggeren Ed Bott har opdaget, at Microsoft, formentlig ved et tilfælde, er kommet til at afsløre priserne på Windows Vista, Microsofts kommende styresystem, på firmaets canadiske side.
Ud fra de priser, hvis de også kommer til at passe i resten af verden, ser det ud til at Windows Vista bliver en kende dyrere end Windows XP, vurderer Bott.
Samtidig har Joe Wilcox, der er researcher for Jupiter Research, opdaget, at Amazon også har priserne på Windows Vista.
Tilsyneladende har priserne ligget fremme hos Amazon i et stykke tid, uden der er nogen, der har opdaget det.
Hvis du skal regne valuta, kan du for eksempel bruge Valutakurser.dk.
Men hvad der er lige så vigtigt er, at Amazon skriver, at produktet, vil blive udsendt den 30. januar, og at man derfor kun kan bestille forud.
Så det ser altså ud til at blive den tirsdag 30. januar 2006, der bliver lanceringsdatoen for Windows Vista (tidligere kendt som Longhorn), efter vi har måttet vente så længe…
Så må vi se, hvordan den danske prisstruktur kommer til at se ud. Og spændende skal det også blive at se, om folk vil tage det nye styresystem til sig og opgradere eller blive på, hvad de nu måtte bruge i øjeblikket.
··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···