Arkiv for kategorien ‘Beta’

Beta-opdatering af Firefox-extensions

onsdag, 13. september 2006

Bruger du en Firefox eller Thunderbird, som er i beta eller alfa? Så er her et plugin, der kan hjælpe dig, så dine extensions virker.

Mozilla er så flinke, at de giver alle mulighed for at installere og afprøve beta- og alfa-versioner af deres software, som for eksempel browseren Firefox og e-mailprogrammet Thunderbird. Altså software, der endnu ikke er klar til at blive lanceret.

Men når man installerer den af disse testversioner, sker der ofte det, at de extensions (udvidelser/plugins), man har installeret i programmet, holder op med at virke.

Som jeg tidligere har skrevet, kan du gøre det selv, men Kim Michelsen har nu tippet mig om noget endnu smartere!

Ved hjælp af udvidelsen Nightly Tester Tools, kan du nemlig direkte i programmet gøre udvidelserne kompatible i extension-manageren i Firefox, Thunderbird eller Seamonkey (tidligere Mozilla Suite).

Og når du installerer en ny extension, sætter du blot hak i “Install using Nightly Tester Tools to override compatibility”, og så burde det virke.

Google driller
Kim har dog haft nogle problemer med Googles Firefox-extensions, heriblandt, Google Notebook. Her måtte han ty til den hårde metode, med at hente Google-udvidelserne ned til harddisken, og manuelt sætte ny maxversion og tilføje URL’er på Google-udvidelserne.

Jeg har nu brugt Nightly Tester Tools i godt en måned, og jeg har ikke oplevet nogle problemer med de plugins, jeg har installeret, om end jeg heller ikke har forsøgt mig med Googles extensions.

Men Nightly Tester Tools er i hvert fald et kig værd!

Kim har desuden også fundet den interessante artikel What You Need To Know To Be A Firefox Nightly Tester med masser af nyttig info.

Her er lige lidt links til dem, der vil afprøve de allerseneste versioner af Firefox og/eller Thunderbird. Bemærk at hverken Mozilla, Ingeniøren eller jeg yder nogen form for support på disse.

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···