Arkiv for december 2006

Firefox: Nu skal vi Microsummarize

onsdag, 6. december 2006

En ny, overset, feature i Firefox 2.0 er Microsummaries. Men ved du, hvad et Microsummary er? Så kan du finde ud af det her.

Det er efterhånden et stykke tid siden, at Firefox 2.0 røg på gaden, derfor overraskede det mig også lidt, at der faktisk er en feature i Firefox 2.0 (og 3.0a, som jeg sidder på), som jeg ikke kender til.

Det drejer sig om Microsummaries, som er en dynamisk tekst, der kan erstatte navnet på et bogmærke.

I stedet for at begive mig ud i den store forklaring, vil jeg henvise dig til MozillaWiki:Microsummaries, hvor der er en del information og gode links. Blandt andet vil jeg anbefale dig også at læse MozillaWiki:Microsummaries/Using, hvor der står noget om, hvordan du helt konkret bruger Microsummaries.

Kort fortalt kan du genkende en side, der understøtter Microsummaries ved, at åbne tilføj bogmærke-dialogboksen og se, om navnet på bogmærken er en dropdown-menu. Hvis det er, så bruger siden Microsummaries, og du kan vælge, om du vil se den statiske bogmærketitel eller sidens Microsummary.

Den fremgangsmåde irriterede Myk Melez, der har lavet en extension, der gør det nemmere for brugeren at se, om en side bruger Microsummaries.

Det sker ved, at der dukker et, indtil videre primitivt, blåt ikon op ved siden af det orange-hvide RSS-feed-ikon i højre side af adressebaren.

Udvidelsen virker ifølge Melez selv til Firefox 2.0 og Firefox 3.0a (Minefield). Så nu skal der Microsummarizes! :-)

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···

Hvor er det trådløse net, DSB?

tirsdag, 5. december 2006

I oktober 2005 besluttede DSB, hvem der skulle levere trådløst internet i togene. Efter mere end et år ser status ikke alt for godt ud.

I øjeblikket er jeg i gang med at lave et projekt. Det involverer kilder, der befinder sig forskellige steder i landet, hvilket betyder, at jeg må tage toget frem og tilbage.

Den ene dag, da jeg sidder i toget, slår det mig, hvor lækkert det dog egentlig ville være, hvis der var trådløst internet i togene, især nu hvor jeg har fået mig en ny bærbar med indbygget trådløst kort, der rent faktisk virker (den gamle bærbare og det trådløse kort var ikke bedste venner).

Så er det jeg kommer i tanke om, at DSB da for noget tid siden valgte en leverandør til noget trådløst internet. Og ganske korrekt, som du også kan læse her på Ing.dk, så valgte DSB i oktober 2005 tyske T-systems som leverandør af trådløst internet i togene, indtil videre på strækningen Århus-København, som jeg befinder mig en del på.

På et tidspunkt var der tale om, at det skulle koste en 20′er ekstra for at have adgang til det trådløse net under togrejsen, en pris jeg egentlig finder rimelig.

Og hvordan ser det så ud her mere end et år efter? Tjaeh, der er stadig ikke trådløst internet i togene. I august 2006 rettede Andreas Johannsen fra Synkron.dk henvendelse til DSB og fik at vide, at det endnu ikke vides, hvornår det bliver muligt med trådløst internet i togene.

DSB har sikkert en del ting at se til lige nu, men det kunne alligevel være rart, hvis det nu blev til noget med det trådløse net i togene, inden teknologien løber helt fra DSB…

Er der nogen, der har nogen tips til, hvordan jeg kan komme på internettet i togene, som det er nu? Jeg har overvejet en BlueTooth USB-nøgle, så jeg vel kan gå på nettet via telefonen. Men kan det svare og/eller betale sig?

··· Læs kommentarer og kommentér selv indlægget på ing.dk/byteme ···